Batterilageret.dk - Flot artikel i Randers Amtsavis
Artikel Randers Amtsavis 212. årgang nr. 64 uge 09
Det hedder Batterilageret, men har du brug for et paddleboard eller et telt, er det også på lager. Og tallet på regnskabets bundlinje vokser.
Batco Nordic blev grundlagt for 23 år siden og solgte dengang hovedsagelig genopladelige batterier. Batterierne er stadig kerneproduktet, men mange andre varetyper er de senere år kommet til, ligesom der er hentet markedsandele i Sverige og Norge.
Randers: - For et par år siden var der en kunde, som efter en handel spurgte mig: "Hvorfor har I egentlig ikke telte?" Det havde jeg ikke noget præcist svar på, men måske var det en ganske god idé, så vi fandt en teltleverandør, og sidste år solgte vi cirka 1000 telte, fortæller Robert Nyborg Jæger.
Eksemplet fortæller meget præcist, hvordan virksomheden Batco Nordic, der har adresse på Virkevangen i Assentoft, udvikler og har udviklet sig gennem det seneste årti.
Robert Nyborg Jæger er direktør og anden generation i Batco Nordic, som faderen Kjeld Nyborg stiftede for 23 år siden, og som i de første mange år stort set udelukkende levede af at sælge genopladelige batterier. Salget gik strygende op gennem nullerne, men så begyndte efterspørgslen på de genopladelige batterier at falde drastisk i takt med, at produkter, som bruger almindelige batterier, blev færre. Således faldt salget på få år fra en million genopladede batterier om året til cirka 5000 i 2016.
Nye varetyper
Skulle udviklingen ikke ende i en afvikling, måtte der altså andre og flere boller på suppen. Og da afvikling af virksomheden hos Kjeld Nyborg lå langt nede på listen over mulige løsninger, faldt valget i stedet på at udvide varesortimentet til at omfatte andet end blot batterier.
I første omgang udvidedes med en række produkter, som havde det tilfælles, at de skulle bruge batterier for at fungere, men siden har virksomheden suppleret med adskillige varer, som intet har med batterier eller elektronik at gøre. Og flere af de nye varenumre er kommet til mere eller mindre på samme måde som den beskrevne i indledningen til denne artikel.
- Ofte er det i dialog med kunderne eller på messer, at vi får ideen til at tage et nyt produkt ind. Og eneste kriterium for, om vi vælger at forsøge os med et bestemt produkt er i virkeligheden, om vi tror, det kan sælges eller ikke. Og vist har vi da valgt forkert engang imellem, siger Robert Nyborg Jæger.
Omsætning firedoblet
Han overtog ledelsen af virksomheden for fem år siden, da han også fik en lille bid af ejerskabet. Det er dog fortsat Kjeld Nyborg der ejer hovedparten af virksomheden, og han kommer også jævnligt, cirka en gang om ugen, i virksomheden.
- Han blander sig ikke i ledelsen, men vi bruger ham alligevel meget, for ingen har som ham næse for nye trends og tendenser, så når han mener, vi bør satse på en bestemt varegruppe, så følger vi som regel hans råd, siger Robert Nyborg Jæger, som dog også selv har vist, at han faktisk har styr på det med at lede en virksomhed.
I hvert fald er både omsætning og indtjening vokset støt de seneste fem seks år. Faktisk er omsætningen firedoblet i perioden.
- Vi befinder os i en branche, hvor omstillingsparathed er vigtigere end nogensinde, så derfor har vi hele tiden fokus på, hvilke nye veje vi måske skal bevæge os ud ad, siger Robert Nyborg Jæger.
Han har for ganske nylig ansat to nye medarbejdere, som begge udelukkende er beskæftiget med at oprette nye produkter i virksomhedens system.
Ren nethandel
Batco Nordic har gennem de senere år ikke blot udvidet varesortimentet, også salgskanalerne er ændret.
- Tidligere havde vi fire udkørende sælgere, i dag foregår alt salg over nettet, først og fremmest via vores hjemmeside "Batterilageret.dk", fortæller Robert Nyborg Jæger, som også peger på et andet vigtigt greb i jagten på fortsat vækst, nemlig erobringen af nye markeder.
I dag er man ved at have godt fat i såvel det svenske som det norske marked, hvor Batco Nordic har været siden henholdsvis i 2016 og 2020.
- Vi er da lidt udfordret af de aktuelle valutakurser, men begge markeder fylder efterhånden pænt i vores samlede aktiviteter. Og lige nu bruger vi en del ressourcer på at forberede os på en erobring af Finland også, siger Robert Nyborg Jæger.
"I langt de fleste tilfælde bliver varen sendt afsted samme dag, som bestillingen indløber. Det kræver, at vi har alle varenumre på lager, hvorfor vores 1200 kvadratmeter store højlager her i Assentoft konstant er fyldt op med varer for omkring seks millioner kroner."
Citat: Robert Nyborg Jæger, Direktør Batco Nordic
Videre fortæller han, at det typisk tager omkring tre år at få ordentligt fodfæste på et nyt marked.
- Vi bruger en del penge på markedsføring ikke mindst via Google. Når man som os har mange varegrupper, gælder det om at være blandt dem, der først dukker op, når man eksempelvis søger på et bilbatteri, et telt, eller hvad vi ellers har på hylderne, siger Robert Nyborg Jæger.
Dyr markedsføring
Batco Nordic lægger ifølge direktøren hver måned mellem